Ansøgningen
Din ansøgning giver os det første indtryk af dig som person. Det er derfor afgørende, at din ansøgning skiller dig ud fra de andre kandidater og giver os en grund til, at vi lige netop bør vælge dig ud.
Vi forventer en målrettet og skræddersyet ansøgning. Hvis du ønsker at søge mere end én ledig stilling hos Novo Nordisk, bedes du formulere hver ansøgning specifikt til det ledige job.
Der, hvor du kan skille dig positivt ud fra mængden, er ved præcist og nuanceret at gøre rede for dine særlige kompetencer i forhold til den konkrete stilling. Det drejer sig altså i højere grad om argumentation og ræsonnement end om en opremsning af alle de ’rigtige’ personlige egenskaber, der lige er oppe i tiden.
Når du søger en stilling hos Novo Nordisk, skal ansøgningen indeholde et minimum af oplysninger, for at du kan komme i betragtning til det job, du er interesseret i. Ansøgningen skal bl.a. indeholde:
-
Dit navn, adresse og telefonnummer.
-
Din uddannelsesmæssige baggrund og dine praktiske erfaringer fra et lignende job eller andre relaterede arbejdsområder.
-
Hvordan jobbet appellerer til dig personligt, og hvad der motiverer dig specielt for at søge netop det job.
-
Hvad specielt skal motivere lederen til at vælge dig til jobbet?
De typiske fejl er:
-
Ansøgeren glemmer at anføre eget navn og adresse.
-
Ansøgeren glemmer at anføre, hvilken stilling vedkommende søger – og i vores tilfælde kan det være et detektivarbejde at matche f.eks. en biologs ansøgning til 10 stillingsopslag, hvor der søges biologer.
-
Ansøgeren skriver ikke en ansøgning, men et ’kommenteret CV’ – uden at konkretisere det til en bestemt stilling.
-
En anden virksomhed står stadig nævnt fra sidste gang, ansøgningen blev brugt. En sådan ’standard’-ansøgning, hvor modtageren helt eller delvis er skiftet ud, er i de fleste tilfælde til at gennemskue – og kan være sigende for kandidatens engagement i jobsøgningsfasen.
CV’et
Vi forventer et CV eller en dataliste sammen med ansøgningen, så vi kan få et mere detaljeret overblik over din karriere og dine faglige kvalifikationer.
Vi forventer derfor, at CV’et giver en informativ og præcis beskrivelse af dit karriereforløb med særligt fokus på det, der vil være interessant i forbindelse med netop den stilling, du søger.
Du er velkommen til at medsende andre relevante dokumenter. Da vi foretrækker online-ansøgninger, kan du med fordel scanne dokumenterne.
Ud over CV ønsker vi, at du vedlægger en kopi/afskrift/scanning (hvis sendt online) af relevante eksamensbeviser.
Alle ansøgninger makuleres efter 6 måneder.
Hvis du skulle være i tvivl om noget i forbindelse med at søge et job hos Novo Nordisk, er du velkommen til at kontakte People Support:
Telefon: +45 44 44 88 88
Interviewet
I interviewprocessen har du mulighed for at lære mere om os, og vi har mulighed for at lære mere om dig. Målet er at finde ud af, om vi sammen kan opbygge et stærkt arbejdsmæssigt forhold.
Hovedreglen er, at du skal igennem 2 eller 3 jobsamtaler, før du evt. bliver tilbudt stillingen. Samtalerne tager normalt sted i den tredje eller fjerde uge, efter stillingen er slået op.
I nogle tilfælde kan vanskeligheder i planlægningen af samtalerne betyde, at rekrutteringsprocessen strækker sig ud over de 4 uger. Vi vil gøre vores bedste for at informere dig om eventuelle forsinkelser.

