Fakta
Kort om Novo Nordisk
Novo Nordisk udvikler, fremstiller og markedsfører farmaceutiske produkter og serviceydelser, som gør en væsentlig forskel for patienter, behandlere og samfundet. Vi er førende på verdensplan indenfor behandling af diabetes
|
Et eksempel på et produkt der gør en forskel for millioner er insulinpennen. Den er fremstillet af Novo Nordisk, og er et af branchens mest avancerede systemer til dosering af insulin. Pennen udgør et stort fremskridt for diabetespatienter, der er afhængige af daglige indsprøjtninger. Den er et konkret eksempel på, hvordan vi fører vores mål ud i livet. Men vi forsker samtidig i, hvordan man på længere sigt helt kan overvinde sygdommen. Diabetes har vores største fokus. Men vi udvikler også nogle af verdens førende lægemidler til behandling af blødersygdomme og vækstforstyrrelser. |
|
Flekstid og fritid
Novo Nordisk behandler sine medarbejdere godt. Det har vi ry (*) for. Som elev får du adgang til en række medarbejdergoder, lige fra flekstid til fritidscenter.
Med flekstid får du mulighed for at få indflydelse på fordelingen af dine 37 timer om ugen. Du har en uges feriefridage og kan få betalt frihed ved visse eksaminer.
Novo Nordisk i Bagsværd og Kalundborg har fritidscentre med tilbud om sport, motion og socialt samvær i cafeen efter fyraften.
Vi har vores eget sundhedsprogram, NovoHealth, hvor du bl.a. kan få lagt et sundhedsprogram og deltage i en masse sportsaktiviteter, for eksempel Novo Nordisk-løbet rundt om Bagsværd Sø eller vores eget Novo Nordisk-"Vild med dans".
(*) Vores omdømme i offentligheden ligger i toppen. Vi scorer højt i de målinger, som bliver foretaget fire gange om året af analysefirmaet Reputation Institute.
Kort om diabetes
Har man diabetes, kan kroppen ikke producere insulin nok. Insulin er det stof, som gør, at cellerne kan optage sukker, og uden sukker fungerer de ikke.
Der er to slags diabetes: type 1, som man får som barn eller ung, og type 2, som kan ramme alle aldersgrupper. Type 2 kan holdes nede et stykke tid med motion og rigtig kost.
Begge typer diabetikere har brug for ekstra insulin for at kunne leve normalt.
Antallet af mennesker med diabetes vokser hurtigt. I 2010 forventes der at være 285 millioner på verdensplan, der har sygdommen, og tallet kan risikere at blive fordoblet indenfor de kommende 25 år.
10 vigtige tal
Novo Nordisk beskæftiger 29.000 medarbejdere
48 procent af dem arbejder i Danmark
Vi har ansatte i 89 lande
4.000 medarbejdere er beskæftiget med forskning og udvikling
Vi har mere end 140 elever ansat i afdelingerne i Danmark.
Vi har produktionsanlæg i 6 lande
Novo Nordisks produkter sælges i 179 lande
Det samlede salg var i 2008 på 45 milliarder DKK
Vi har været med til at finansiere mere end 150 ph.d.-afhandlinger siden 1998
Vores historie går mere end 80 år tilbage


